Lønsum

Er du læge, tandlæge, fysioterapeut, psykolog eller en anden form for behandler, så er dine ydelser fritaget for moms.

I stedet skal du betale det, som kaldes lønsumsafgift. Det samme gælder, hvis du f.eks. er vognmand eller bedemand. Det er en stor fordel, fordi du kan trække lønsumsafgiften fra i dit skatteregnskab på lige fod med dine driftsomkostninger.

Hvordan lønsummen beregnes, afhænger af hvilken kategori din virksomhed tilhører.

Behandlere såsom læger, tandlæger, fysioterapeuter, kiropraktorer og alternative behandlere hører til kategori 4, som også omfatter vognmænd, kørelærer (ved erhvervskørekort), bedemænd, skoler for zoneterapi og undervisere, som tilbyder musik- og sprogundervisning til private. Alternative behandlere skal dog leve op til Skattestyrelsens uddannelses- og behandlingskrav for at blive betragtet som behandler i lønsumsafgiftsmetode 4.

Virksomheder, som drives uden henblik på at skabe økonomisk gevinst er fritaget for lønsumsafgift. Det samme gør sig gældende for idrætsforeninger for amatører og frivillige, folkeoplysende foreninger.

Vær opmærksom på, at lønsum omfatter endnu flere virksomhedstyper såsom banker og virksomheder, der sælger kulturelle oplevelser f.eks. zoologiske haver og akvarier, men at en individuel vurdering af din virksomhed kan være nødvendig for at afgøre, om du skal betale lønsumsafgift. Er du usikker på, om din virksomhed skal betale lønsumsafgift fremfor moms, så kontakt mig for at høre nærmere.

Skal din virksomhed registres for lønsumsafgift?

Hvis afgiftsgrundlaget (det beløb, som lønsumsafgiften beregnes på baggrund af) er større end 80.000 kr., så skal din virksomhed registres og betale lønsum.

Hvordan lønsummen og lønsumsafgiften beregnes afhænger af din virksomheds aktivitet og formål. Der findes 4 metoder til at beregne lønsum, og beregningsmetoden afhænger af, hvilken kategori din virksomhed tilhører. Bemærk, at hver kategori har sin egen beregningsmetode og sats.

Nystartede virksomheder kan som regel vente med at registrere sig pga. registreringsgrænsen på 80.000 kr.

Kategori 4 – Den mest anvendte

Sådan beregnes lønsum

Tilhører din virksomhed kategori 4, så skal din lønsumsafgift beregnes på baggrund af din virksomheds samlede lønudgifter. Har virksomheden ansatte, så beregnes lønsumsafgiften på basis af den samlede udgift til løn samt virksomhedens overskud. Har din virksomhed underskud, så skal du i stedet medregne virksomhedens fradrag af underskuddet.

MED ANSATTE

Sådan beregnes lønsumsafgiften, hvis virksomheden har ansatte

Når virksomheden har ansatte, så skal du lave en foreløbig opgørelse og indberette resultatet hvert kvartal. Beløbene indbetaler du som fire aconto indberetninger. Når indkomståret er slut, skal du yderligere lave en årsopgørelse, en såkaldt årsangivelse. Her skal du indberette virksomhedens samlede lønsum for hele året minus de beløb, som du allerede har indbetalt for hvert kvartal. Har din virksomhed haft et underskud, som er større end det beløb, du skal betale i lønsumsafgift, så kan du modregne den negative lønsumsafgift fra tidligere.

Afgiftssatsen er 4,12%, og en virksomhed med en lønsum på 500.000 kr. skal betale 20.600 kr.

UDEN ANSATTE

Sådan beregnes lønsumsafgiften, hvis virksomheden ikke har ansatte

Virksomheder, som ikke har lønnede ansatte, har en lønsum på nul. I stedet udregnes lønsumsafgiften på basis af virksomhedens over- eller underskud. Skattemæssigt over-/underskud før finansielle poster opgøres ved at korrigere for ikke-fradragsberettigede omkostninger, private andele og med skattemæssige afskrivninger, samt finansielle poster, som fx renter, kursgevinster og aktieudbytte skal trækkes fra overskuddet, inden lønsummen beregnes.

Afgiftssatsen er 4,12%.

Lønsumsafgift
metode 1

I denne kategori finder du virksomheder, som leverer ikke-momspligtige ydelser. Det kan være organisationer, fonde eller foreninger, som modtager et kontingent for at udføre administrative opgaver såsom fagforeninger og ejerforeninger. I kategori 1 finder du også en helt anden type af virksomheder, nemlig dem som afholder lotterier og spil om penge. Dette er for eksempel betting-firmaer og spilleautomater, hvor deltagerne kan vinde penge.

Sådan beregnes lønsumsafgiften

Såfremt virksomheden har ansatte, så skal den betale lønsumsafgift, og afgiften afregnes kvartalsvist. Afgiftssatsen er 6,37%, og en virksomhed med en lønsum på 500.000 kr. skal betale 31.850 kr.

Lønsumsafgift
metode 2

I denne kategori finder du virksomheder fra den finansielle sektor såsom banker, sparekasser og kreditvirksomheder. Kategorien rummer desuden også pensionskasser, kreditforeninger samt forsikringsvirksomheder og forsikringsmæglere.

Sådan beregnes lønsumsafgiften

Såfremt virksomheden har ansatte, så skal den betale lønsumsafgift, og afgiften afregnes hver måned. Afgiftssatsen er 15,3%, og en virksomhed med en lønsum på 500.000 kr. skal betale 76.500 kr.

Lønsumsafgift
metode 3

I denne kategori finder du virksomheder, som udgiver og importerer aviser. Avisen skal dog udkomme med mindst ét nummer om måneden og producere sig eget journalistiske indhold for at blive betragtet som en avis i lønsumsøjemed. Eksempler på dette er dagblade, lokalaviser, weekendaviser samt digitale aviser, som henvender sig til en bred målgruppe med aktuelle nyheder. Sælger virksomheden udelukkende danske aviser, så skal den ikke betale lønsumsafgift. Det gælder for eksempel for kiosker.

Sådan beregnes lønsumsafgiften

Afgiften afregnes kvartalsvist og udregnes på baggrund af avissalgets omsætning. Afgiftssatsen er 3,54%, og en virksomhed med et avissalg for 1.000.000 kr. skal betale 35.400 kr.

Skal du have hjælp til
at beregne lønsum?